PATIENTVEJLEDNING VEDRØRENDE FJERNELSE AF MANDLER
TONSILLECTOMI
FASTE
Patienten må ikke spise eller drikke mælk, ej heller tygge tyggegummi eller ryge fra kl ___.
Det er tilladt at drikke vand, saft, juice eller andre tynde væsker indtil kl ___.
Herefter må der ikke indtages yderligere væske.
RÅ HAVREGRYN MED MÆLK ER STRENGT FORBUDT PÅ DAGEN – OGSÅ INDEN FASTEN BEGYNDER.
Hvis ovennævnte ikke overholdes, er der risiko for livsfarlige komplikationer på grund af opkastning under operationen.
FJERNELSE AF MANDLER foregår i fuld bedøvelse, d.v.s. at man sover under hele operationen. Hos børn vil man ofte samtidig fjerne polypperne. Tag tøj og hovedpude med til brug efter operationen.
LEDSAGER
Børn skal være ledsaget af 2 voksne. Voksne ledsages af mindst 1 voksen ledsager.
OPERATIONEN
Mandlerne opereres ud sammen med en omgivende bindevævskapsel. Der hvor mandlerne har siddet, danner der sig hvidgule belægninger, som forsvinder efter ca. 1 uge. Sårene heler på 10-14 dage. Der er i denne periode risiko for blødning. Risikoen er dog størst de første døgn og specielt det første. Hvis der opstår blødning ring 112.
Du skal forvente smerter svarende til en halsbetændelse og vær ikke urolig, hvis disse stråler op mod ørerne; de fleste patienter oplever dette.
Mange patienter vil være generet af sejt slim i munden. Dette afhjælpes ved at drikke. Det er ikke ualmindeligt, at det gør ondt, når man drikker, men det er meget vigtigt, at man fortsætter med dette. “Tørrer spyt og slim ud” vil dette forværre smerterne, så endnu en gang vil vi påpege, at det er vigtigt at drikke.
PÅ OPERATIONS DAGEN
Når du er helt vågen, vil vi byde på en sodavandsis. Herefter må du drikke koldt vand eller saftevand. Undgå generelt sodavand. Herefter er det vigtigt at spise til “kold flydende kost” resten af dagen – d.v.s. mad som is, ymer, yoghurt, koldskål og frugtgrød. Du skal blive mest mulig i sengen, og du skal “følges”, når du skal på toilettet. Læg gerne lidt højt med hovedet.
Forvent at du skal blive på klinikken til observation i op til 4 timer.
DAGEN EFTER OPERATIONEN
Ved normalt efterforløb må du komme op, og du må gå i lunkent brusebad. Hvor mandlerne har siddet, vil man kunne se de hvidgule belægninger, som er omtalt tidligere.
Kosten skal ligesom de kommende dage være “blød”, d.v.s. franskbrød uden skorpe, pasta, kartoffelmos, blødkogt æg, fars-kød eller lignende – HUSK at varme retter skal være afkølet.
EFTERBEHANDLING
Rekreation anbefales i mindst 8-10 dage efter operationen, hvor følgende bør overholdes:
Undgå fysisk anstrengelse
Læg dig ikke i badende sol
Tag ikke bad i meget varmt vand
Spis lunken og blød mad
Undgå brusende drikke og alkohol
SMERTER
FØR OPERATIONEN
Du vil få recept på den medicin, som skal anvendes for operationen. Denne skal tages 2 timer før operationen.
EFTER OPERATIONEN
Du vil have behov for smertestillende medicin i op til 1-2 uger efter operationen.
Børn bliver generelt “friske” tidligere end voksne.
Recept laves af klinikken og lægges på serveren.
______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
PATIENTVEJLEDNING VEDRØRENDE REDUKTION AF MANDLER
TONSILLOTOMI
Hvis halsmandlerne er voldsomt forstørrede, kan det være nødvendigt med en operation. Forstørrede halsmandler hos børn kan medføre spisebesvær, vejrtrækningsbesvær, snorken og pauser i vejrtrækningen under søvn. Denne operation foregår under fuld bedøvelse. Indgrebet gennemføres gennem munden, som holdes åben ved hjælp af en mundspærre, der trykker tungen ned. Mandlerne deles med en elektrisk saks.
Før operationen:
Af sikkerhedshensyn skal mavesækken være tom ved operationen. Patienten skal derfor møde fastende efter fasteinstruks.
Barnet skal have smertestillende medicin 2 timer før indgrebet: Paracetamol og BonyI.
Fasteinstruks:
Patienten skal faste fra 6 timer før det aftalte operationstidspunkt, d.v.s. at man ikke må spise eller drikke mælk i denne periode, ej heller tygge tyggegummi fra kl:____________
Dog må der drikkes tynde væsker, fx vand eller saft, indtil 2 timer før operationen. Indtil kl:____________________________
På operationsdagen
Børn skal være ledsaget af 2 voksne, således at den ene kan tage sig af barnet under hjemtransporten. Der må ikke medtages andre børn på operationsdagen. Ved feber eller hoste inden operationen kontaktes klinikken.
Patienten vil blive observeret på klinikken, indtil tilstanden er stabil, og indtil lægen ved kontrol har sikret sig, at der ikke er pågående blødning.
Efter operationen:
En komplikation kan være blødning og ved blødning kontaktes vagtlæge/hospital, hvis det sker udenfor vores åbningstid, ellers kontaktes klinikken. Ved kraftig blødning skal man ringe 112. Efter operationen kan drøblen føles mere fyldig end normalt (vandet hævelse) og tungen kan føles tykkere efter trykket fra mundspærren. Man vil kunne se nogle grå-gullige sårskorper (belægninger), som er en del af helingsprocessen, og disse kan give en dårlig lugt fra munden. Dette er dog normalt. Sårene heler op i løbet af ca. 10 dage.
Der må påregnes 1 uges rekreation og dette betyder, at barnet skal holde sig i ro og passes derhjemme. Kosten skal i de første dage være blød, f.eks. pasta, kartoffelmos og supper og eventuelt franskbrød uden skorpe. Maden skal være afkølet.
Der kan være smerter i halsen i op til 1 uge efter operationen, så man vil tilråde fast smertestillende behandling med primært paracetamol efter vægt, eventuelt NSAID-præparat efter vægt. Dette aftales ved forundersøgelsen.
Ørelæge Peer Karup